Om os / Hvem er vi
Vi er Christian og Lotte Boehm. Vi købte Fuglsanggaard med 4,3 ha jord til i 2015. Allerede inden vi rigtig flyttede ind, puslede vi med tanker om at lave en selvplukhave. For godt 30 år siden havde vi en gård ved Køge hvor vi havde lidt selvpluk af jordbær, hindbær og majs, men hvor det meste af det vi dyrkede blev plukket og solgt på grønttorvet. Vi holdt meget af denne produktion, specielt selvplukdelen, men af mange forskellige årsager solgte vi gården og flyttede til København. Vi har haft en dejlig tid i byen, hvor vores 3 børn er vokset op, men efterhånden fik vi lyst til at komme tilbage til landet og naturen.
I den tid vi har boet her er vores køkkenhave vokset år for år og vi nyder at spise de friske grøntsager og bær hele sommeren. Der er en verden til forskel på de helt friskplukkede afgrøder og dem der har været opbevaret i køkkenet/køleskabet en eller flere dage. Denne oplevelse kunne vi godt tænke os at dele med rigtig mange mennesker.
Sidste år (2022) besluttede vi os for, at nu skulle vi i gang med selvpluk igen. Vi plantede 5000 jordbærplanter, 300 hindbærbuske, et mindre antal af forskellige andre bærbuske og de er klar til selvpluk sommeren 2023. Vi har også plantet 50 æbletræer og 40 hasselnøddebuske, men der går lige lidt længere tid inden de er klar til selvpluk.
Vores vision.
Vi har en vision om en selvplukhave, som nærmest er en levende grønthandel. Vi vil gerne producere krydderurter, bær og grøntsager over hele sommerperioden, så det er muligt hver dag at plukke friske råvarer til frokost- og middagsbordet.
I haven kommer der flere opholdsrum/pladser med borde og bænke så vores gæster kan tage sig et hvil eller nyde madpakken. Der er en skyggefuld plads hvor en barnevogn kan placeres, perfekt til en middagslur.
Vi vil dagligt have et mindre udvalg til salg i gårdbutikken, af de bær og grøntsager der er plukkemodne lige nu. Skulle der være noget af det der ikke bliver solgt samme dag, bliver det lavet om til syltetøj, saft eller supper til senere brug eller salg i gårdbutikken. Målet er at alt hvad der dyrkes enten bliver solgt eller brugt. Altså ikke noget spild.
Vi vil løbende byde på smagsprøver af forskellige ting. Det kan være syltetøj, suppe eller salater, så du kan få lidt inspiration til, hvordan man også kan bruge de forskellige råvarer. Over sommeren vil vi lave et par events, hvor vi gør lidt mere ud af smagsprøverne og tænder op i grillen eller bålfadet.